Esbjerg Plademesse
Vi ses den 14. juni 2026, klokken 10.00 til 14.00, hvor vi igen afholder Esbjerg Plademesse — naturligvis på Esbjerg Bryghus, Jyllandsgade 14D.
Esbjerg Plademesse er et halvårligt event, som afholdes på Esbjerg Bryghus.
Esbjerg Plademesse er for alle musikelskere, samlere og nostalgikere. Uanset om du er til rock, jazz, pop, metal eller det helt skæve.
Lytteaften - Miles Davis 100 år
Miles Dewey Davis III, bedre kendt som Miles Davis, fylder 100 år den 26. maj 2026. Dette fejrer vi med vores første lytteaften i Esbjerg Bryghus' VIP-rum.
Aftenens album afsløres først på dagen, så kom frisk og nysgerrig til en unik lytteoplevelse i godt selskab, når vi fortæller om Miles Davis' liv, virke og historier bag aftenens album.
Vi lytter koncentreret til begge sider af vinylen. Vi holder en kort pause, når pladen vendes, hvor man kan nå i baren eller på toilettet.
Kort om Lytteaftener på Esbjerg Bryghus
Lytteaften er skabt på initiativ af barchef Snæbjörn Snæbjörnsson, som selv er uddannet saxofonist fra Syddansk Musikkonservatorium. Som medværter har han Mathias Fabricius og Philip Skovgaard, som også begge er uddannet musikere i helholdsvis trommer og elektronisk musik.
Tilsammen har de tre værter altså en bred viden om musikteori, instrumentering og lydteknik — men bare rolig, så nørdet bliver det heller ikke.
Musikken afspilles naturligvis på vinyl, men forvent ikke en Hi-Fi lydoplevelse, da vi jo sidder på et offentligt bryghus. Vi bestræber os altid på, at anskaffe et førstetryk af albummet, som vi i fællesskab lytter til. Med i billetten følger den første øl og lidt snacks. Flere øl kan naturligvis købes i baren!
I samarbejde med vores nabo Sort Cirkel, er det også muligt at købe et nyudgivet eksemplar af aftenens album hjem til en god pris.
Live interview - EsbjergLiv.dk
I samarbejde med EsbjergLiv.dk - Din Online Lokalavis, har vi arrangeret en række live interviews i løbet af efteråret 2026. Navne afsløres løbende.
Konceptet er simpelt — Esbjerg Bryghus omdannes for en aften til foredragssal, hvor der for enden af baren placeres en scene. På denne scene står der to behagelige stole og to mikrofoner.
Bag den ene mikrofon finder man journalist og interviewer Fjodor Pedersen fra EsbjergLiv.dk og bag den anden finder man aftenens gæst.
Foran et live publikum tager Fjodor en uformel samtale med aftenens gæst om stort og småt og gæstens virke. Inden aftenens interview rundes af, kan publikum stille et par spørgsmål til aftenens gæst.
Vi glæder os til at se jer til en spændende og lærerig aften i selskab med EsbjergLiv.dk. Bemærk at alle live interviews optages til senere udgivelse som Podcast med eller uden video.




